De tørre grene og blade og bøgetræernes gamle frugter knasede under mine fødder på skovstien og skabte forstyrrende lyde, der blandede sig ind i fuglekoret og det liv, der kunne høres pusle under bladene, når jeg stoppede op og stille stod og lyttede. Tankerne gik på langfart denne særlige dag. Det var den 9. april, 80 år siden Danmark blev besat.

Kirken var stadig lukket og endda på en højhellig skærtorsdag, hvor fællesmåltidet, nadveren, og Jesu afskedsord til disciplene plejer at være omdrejningspunktet for vores gudstjeneste i kirken. Jeg blev smertelig klar over, hvor meget jeg savnede at være sammen med en menighed i et kirkerum. I stedet blev det nu til en vandretur alene skærtorsdag i en tid, hvor de dystre tanker ikke bare helt kunne skubbes væk, trods skønheden i skoven, det sarte og forjættende forårslys mellem de mange ranke bøgestammer og det livsbekræftende tæppe, der dækkede skovbunden med hvide og påskegule anemoner. Naturen afbød ganske vist for en stund de triste, sørgmodige tanker, der kredsede om en pandemi, der pludselig truer verden. Jeg bøjede mig ned og så på et blad. Helt tyndt og fint og skrøbeligt. Vissent ja, men alle de utællelige mange ganske tynde linjer og grundstrukturen, der gemmer sig i et sådant nøgent blad, trådte i al deres ynde og sarthed tydeligt frem og pegede på det, jeg indså, mine tanker kredsede om: skrøbelighed. Naturens og menneskers skrøbelighed.

Jeg tænkte, at hvis jeg skulle have prædiket denne skærtorsdag, hvor prædiketeksten er beretningen om fodvaskningen, så ville jeg have fokuseret på apostlen Peters skrøbelighed. Han, der vægrede sig og kun nødtvungent fandt sig i, at Jesus bøjede sig ned og vaskede hans fødder. Efter Peters mening ydmygede Jesus sig helt upassende for ham. Det var svært for den stolte og stædige fisker at lade sig hjælpe. (Joh.13,1-15).

Er det også svært for os?
Når vi er sårbare af den ene eller den anden grund, kan vi jo også have mere end vanskeligt ved at lade os hjælpe. Men vi er ikke kun de robuste og handlekraftige, der skal hjælpe andre, vi skal også kunne acceptere, at andre hjælper os.

Da jeg vender hjem fra vandreturen med det skrøbelige blad, falder mine øjne på et billede af en moderne skulptur. Det forestiller et værk, der bærer titlen ”den sidste nadver”. Det er en bronzefisk af den syriske kunstner Issa Kazah, der på trods af en grusom krigstilstand stadig bor og arbejder flittigt i Damaskus.

Selv om det synes umuligt, selv om mennesker er i krig – eller truet af en pandemi, så er vi alle i al vores afmagt og nød omkranset af det, der er større end os selv. Det, der holder os sammen og skærmer os og hjælper os, selv om vi ikke altid selv kan få øje på den hjælp.

Fisken blev de første kristnes hemmelige kodetegn, da de under forfølgelserne ikke vovede at bruge korsets tegn. På græsk hedder fisk ichthys: et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs., at hvert bogstav svarer til begyndelsesbogstaverne (på græsk) af ”Jesus Kristus Guds Søn Frelseren” (IESOUS CHRISTOS THEOU HYIOS SOTER).

Jeg tænker på de første kristne, der i angst og nød under kristenforfølgelserne må have levet konstant uden fodfæste. Og dog holdt de stædigt fast i håbet. I deres insisteren evnede de at videregive fortællinger om egen skrøbelighed og tvivl, fald og afmagt, men også om tro og håb og kærlighed, så vi den dag i dag kan spejle os heri og stadig høre, der er en vej frem.

Frygt ikke, tro kun - Det var Jesu ord, der gav dem håb. Det er stadig Jesu ord, der kan give også os håb. Lad os prøve i vores skrøbelighed at insistere på de ord. Hugge dem i sten og bronze, male dem på lærreder og lade dem skinne igennem vore ord, i digt og forkyndelse, salmer og bønner.