Der bliver en tom plads, når vi mister et elsket menneske. Den erfaring udtrykte den verdensberømte hollandske maler van Gogh i flere af sine billeder med en tom stol som motiv. Det blev en metafor også for malerens egen sorg over et uigenkaldeligt brud med sin bedste ven, maleren Gauguin.

Van Gogh malede en stol i gul-grønne farver med en pibe på. En stol, der blev hans egen, men engang var hans fars, en slidt, brugt landstol med faderens pibe på. På den anden stol har van Gogh malet bøger og et stearinlys på. Den mere magelige armstol med lyset på er Gauguins.

Nu er vennen væk, stolen er tom, men hans lys skinner stadig. Stolens mange farver minder også stadigvæk om de mange farver, livet og tilværelsen fik sammen med den gode ven.

Den, vi har mistet er stadig en del af livet.

Den erfaring deler vi. Der er en stol i køkkenet eller stuen, som står tom. Måske sorgens erfaring. Fraværet, stilheden og ensomheden. Og så alligevel på samme tid et lys, som stadig skinner, som stadig trods tabet kaster lys ind i hjørner af tilværelsen.

Det siges, at van Gogh malede billedet af den tomme stol til sin egen stue, fordi han insisterede på, at det kunne være, der en dag kom en igen og satte sig i stolen, der ventede.

Stolen med lyset bliver derfor også et billede på håbet. Håbet om, at nogen vil sætte sig dér, hvor tomheden har indfundet sig. Ikke som en erstatning for de mennesker, der ikke kommer mere. De kan ikke erstattes, men som endnu en gave blandt de mennesker, der får betydning for os i det liv, vi fortsat skal leve. Lyset og bøgerne bliver billede på gensynet og genforeningen.

(Læs mere om Van Goghs billede her)