GUD SOM DET NÆRVÆR DER BESJÆLER ALT LIV

Mand i mørke hedder en roman af forfatteren Paul Auster. Den 71 årige fortæller
ligger vågen i nattemørket og kan ikke sove. Han tænker: ”Hvor går alting hurtigt.
I går et barn, i dag en gammel mand, og  fra dengang til nu, hvor mange hjerteslag,
hvor mange åndedrag, hvor mange ord sagt og hørt? Rør ved mig, en eller anden. Læg din hånd på mit ansigt og sig noget til mig.”

Manden i mørket har mistet sin hustru  Sonia. Han savner hende. Han forsøger af
al kraft at undgå at tænke på hende. Det lykkes ikke videre godt. Ligegyldig hvad
han ligger og tænker, så kredser det om Sonia: ”Jeg plaprer løs, lader mine tanker
flyve hulter til bulter for at holde Sonia på afstand, men trods mine anstrengelser er
hun der stadig, den evigt nærværende fraværende…”

Så hvorfor ikke bare lukke op og lade fortiden og det, der i den grad rører ham, komme til? Komme til at røre ham måske på en anden og bedre måde og måske blødgøre hans hjerte, sind og sjæl? Og manden lukker op i nattemørket. Han erindrer og tænker på, hvordan han en dag for længe siden så, at Sonia lå på knæ ved deres lille nyfødte datters vugge og bad: ”Kære Gud, giv mig et tegn og sig mig hvad jeg skal gøre med min lille pige. Kære Gud, fyld tomheden i mig og lær mig at elske, at bære over, at give mig selv til andre.” Hun så ud og lød som et barn, et lille enfoldigt barn, og jeg må sige, at jeg blev en smule forbløffet over det, men også bevæget, dybt, dybt bevæget. Det var, som om en dør var blevet lukket op, og jeg kiggede på en ny Sonia, en anden person end hende jeg havde kendt de sidste 5 år. Da hun blev klar over, at jeg var i værelset, vendte hun sig om mod mig og sendte mig et forlegent smil.” Og så fortalte Sonia ham ellers, hvordan det med gudsforholdet og det himmelske var kommet til hende hen mod slutningen af hendes graviditet. ”Hun gik hen ad gaden en eftermiddag på vej hjem, da en pludselig følelse af glæde steg op i hende, en uforklarlig overvældende glæde. Det var, som om hele universet var strømmet ind i hendes krop, sagde hun, og i det øjeblik forstod hun, at alt var forbundet med alt andet, at alle i verden var forbundet med alle andre i hele verden, og denne bindende kraft, denne magt, der holdt alt og alle sammen, var Gud. Det var det eneste ord, hun kunne finde på. Gud. Gud, som det nærvær der besjæler alt liv.” ”Gud, som det nærvær der besjæler alt liv”. Berører os, og skaber opstandelse af døde. Lettelse og opløftelse. Tegn på at der er langt mere mellem himmel og jord end det jordiske alene. Livet, det store uoverskuelige komplekse menneskeliv, er et guddommeligt besjælet liv. Og for den, der tror, er der tegn overalt.

Med Kristus går Guds vej fra himlen til jorden. Og med ham, med Kristus, går vores vej fra jorden til himlen. Det ender ikke i jorden og mørket. Intet af det, der har med kærligheden i vores liv at gøre, ender i jorden. Det ender der, hvor alting begynder. Med Kristus, med kærligheden ender alting godt, fordi det ender med ny begyndelse. Tør vi tro det, lade os bevæge, røre af det, så kan dagen komme, lyset skinne, med Kristus er natten omme og allerdybest inde står solen op.

Glædelig påske og må sommeren bringe jer mange nye begyndelser.

Sognepræst
Mette Paulin Blomgren