Lyset er stærkt på vej tilbage, og det er forår efter nogle kolde og snehvide vintermåneder.

I kirken fejrede vi traditionen tro fastelavn med gudstjeneste og tøndeslagning. Det var en smuk frostklar dag, og mange trodsede isglatte veje og mødte op.

Hvordan holder vi traditioner i live? Gør vi det ved at holde fast i dem uændret, eller skal der ”nye boller på suppen”? De kirkelige traditioner bæres og holdes i live, når de bliver brugt. Når vi er flere, der løfter sammen, fastholder vi gamle traditioner, som set udefra kan forekomme mærkelige men dog genkendelige. I traditioner værner vi om noget, der ligger i vores fælles fortælling, om det er fastelavn, dåb eller konfirmation. Og det må gerne være mærkeligt, mystisk og genkendeligt på samme tid, for i det rum, træder vi ind i en grundfortælling, som er fundamentet under vores liv.

Påskeugen, som vi går ind i nu, er også vores fælles fortælling. Det er kristendommens kernefortælling. Uden påskens begivenheder, var der ingen kristen kirke. Samtidig indeholder påsken nogle af de mærkeligste fortællinger, som er svære at rumme med vores forstand og fornuft og alligevel vækker de genkendelse. Alle dage har hver deres stemning, fra dyb undren, til skuffelse, til den dybeste sorg og den største glæde. Gudstjenesterne er som en meditativ vandring igennem livets faser, i lyset af Jesu liv, død og opstandelse. Påskens fortællinger giver mod til at rejse os og træde ud i lyset.

Må det mod også lyse over konfirmanderne, der lige om lidt skal bekræfte deres dåb. For også de er formet af traditioner, hvori de siger ja til at følge noget fremmedartet og mystisk, men dog genkendeligt. Tilliden til dem må ikke vakle, de tager vigtige skridt hver eneste dag, og navigerer ud fra uoverskuelige algoritmer og hensyn til fællesskaber, samtidig med at de forsøger at finde noget genkendeligt og trygt i dem selv og i verden. Min bøn for konfirmanderne er at de må tage Guds velsignelse med ud i livet, og at det må give dem mod til at træde ud i lyset, som dem, de er.

Nogle der trådte og fortsat træder ud i lyset er kvindelige kunstnere som er omdrejningspunktet for dette års sommerhøjskole. Der har været en fælles opfattelse, at kvinder i kunsten, kirkekunsten og musikken ofte har stået i skyggen af mændene. Men er det nu også helt korrekt? Vi får besøg af fire kvinder, der på hver deres måde vil fortælle om kvinder i kunsten, dengang og nu, og der er lagt op til fortællinger på højt niveau. Vi får lov at fordybe os i kunstværker og høre, hvordan liv og troserfaringer træder frem i lyset gennem kunsten. Vi skal høre om kvinderne, der med høj cigarføring førte an i slutningen af 1800-tallet, og vi skal lytte, synge og høre om kvindelige komponister og salmedigtere, hvis stemmer er stærkere end nogensinde, i vores rige sangtradition.

Hvordan fornyer vi og holder fast i traditionens grundfortælling på samme tid. Det gør vi ved at lægge himlen i fodsålerne og gå ud og fortælle. Vi skal skabe kunst, digte og fortælle, synge, lytte og sætte ord på det kristne mysterium, dels til gudstjenester og dels til vigtige livsmarkeringer, hvor menigheden kommer for at blive mødt i det genkendelige og allestedsnærværende, favnet af Guds evige mysterium. Guds velsignelse nu og i al evighed.

Glædelig påske
Sognepræst Mette Paulin Blomgren