Fra Kirkebladet september - november 2025

Fra Kirkebladet september - november 2025

Fra Kirkebladet september - november 2025

# Præstens ord

Fra Kirkebladet september - november 2025

TRINITATIS – SOLEN, STRÅLERNE OG VARMEN

Når du sidder med dette nummer af kirkebladet, er hverdagen allerede godt i gang efter en lang og varm sommer, og forhåbentlig vil vi opleve en lun sensommer, der langsomt drejer over i efterårets glød og friskhed.

Vi befinder os i trinitatistiden, den længste tid i kirkeåret, der strækker sig fra pinse til 1. søndag i advent. Trinitatis betyder treenighed, navnet på Gud, som vi kender som Fader, Søn og Helligånd.

Treenigheden er det svære gudsbillede. Og til alle tider og hver søndag forsøges der at blive sat ord på Guds storheds mysterium. Når vi i kirken bekender vores kristne tro og dåbspagt i trosbekendelsen, kan vi nemt få det indtryk, at Gud er mere trekantet, end han egentlig er. Man kan endda få det indtryk, at Han er et trehovedet væsen, eller måske endda tre individuelle væsener. Men det er Gud det hele, én Gud, den samme Gud.

Efraim Syreren fra 300-tallet gik også og grundede over Guds storheds mysterium. Han kiggede op og tænkte: Gud Fader er som solen, alt livs ophav og urkilden, betingelsen for liv. Gud Søn, Jesus Kristus, er lyset, strålerne der når helt ned til jorden, til vores dage. Gud Helligånd er den varme, solen giver, den energi og kraft, vi mærker i jorden. Solen, lysets stråler og varmen, sådan er Gud. Sådan var det i begyndelsen, sådan er det nu, og i al evighed.

Og som sådan er Trinitatis-tiden en lang fest for den treenige Gud. Med det holdes vi fast på, at Gud giver sig til kende i verden. At Gud er her. Midt iblandt os. Gud er ikke en Gud uden for verden, men har blandet sig og vil blande sig i verden som Søn, og blander sig hele tiden som Helligånd.

Men Trinitatis er også festen for os selv, for hverdagen, for kirkens, menneskets hverdag, i lyset af troen og håbet og kærligheden, den treenige Gud, Fader og Søn og Helligånd. Det er en hverdagsfest, fordi det er i vores dagligdag med hinanden, at troen, håbet og kærligheden skal blive konkrete, blive til handlinger og ord. Det er i hverdagen at solen, strålerne og varmen skal tage fysisk form i vores liv med hinanden. Solen som den, der lyser på vores vej. Strålerne, der fylder vores liv med mål og mening. Og varmen vi får og deler med vores omgivelser.

Glædelig hverdag!

Sognepræst

Mette Paulin Blomgren


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed