Alter og altertavler

Altertavlen i Kastrup Kirke

I dag står alterbordet som kirkens stenmester har skabt det, dog er granitten kalket ligesom resten af kirken. Indtil omkring 1960 var det dækket af træpaneler, beklædt med rødt fløjl og forsynet med en bordplade af træ.

På alterbordet står den smukke fløjaltertavle, som kan lukkes som et skab. I katolsk tid lukkede man fløjene i fastetiden - fra fastelavn til påske. Altertavlen kaldes også en Clemens-altertavle, idet tavlens største og centralt placerede figur forestiller Sct. Clemens. Sct. Clemens var pave i Rom i forfølgelsernes tid. Det fortælles, at han blev bundet til et anker og sænket ned på havets bund og blev kristen martyr. Omkring Sct. Clemens er der 12 mindre figurer forestillende de 12 apostle.

Altertavlen er fra omkring 1500. Det østvendte vindue i koret og altertavlen fungerer ikke sammen, da lyset fra vinduet bag tavlen ville ødelægge indtrykket, hvis man så den forfra. Vinduet er derfor blevet tilmuret.

Vi kan undre os over, at en så udpræget katolsk altertavle ikke blev fjernet efter reformationen i 1536. En af grundene kunne være, at sognes folk fandt det ufornuftigt at kassere en ny og dyr altertavle! En anden grund kunne være den, at betydningsfulde folk i området kendte kunstneren eller giveren. Altertavlen er beslægtet med Andreastavlen i Keldby kirke på Møn.